Når man køber hus, lejlighed eller anden fast ejendom er det de færreste, der betaler den fulde pris kontant. Det mest almindelige er, at man finansierer købet ved en kombination af kontant betaling, et boliglån i banken samt lån i ejendommen - et såkaldt realkreditlån. Realkreditlån optages hos et realkreditinstitut, der låner penge ud mod at få pant i ejendommen som sikkerhed for lånet. For helårsboliger udgør den kontante betaling typisk 5 procent af købesummen, banklånet 15 procent og realkreditlånet de resterende 80 procent. Et boliglån er dyrere end et realkreditlån.